Referat fra generalforsamlingen lørdag den 31. oktober 2020 hos den gode FL.

 

Fysisk til stede: SBM, FN, FL, GBL, KSH, LPW.

Åndeligt nærværende: CT, JJ.

 

Så lykkedes det endelig at gennemføre en længe ventet og savnet generalforsamling i vor lille tippe-forening. Med et fuldt forståeligt og anerkendt afbud fra den gode CT var det således en næsten fuld forening, der i behørig afstand kunne samle sig henad kl. 15 hos den gode FL i hans altid indbydende og nu også afsprittede lokaler. Og naturligvis var gensynsglæden overvældende, og heldigvis synedes vi alle mere eller mindre at ligne os selv.

De første velkomst-øl og andet mundgodt kom hurtigt på bordene, og snart gik snakken lystigt for at få indhentet det forsømte omkring seneste nyt fra ind- og udland. Der kom ligeledes så småt gang i tippe-kampene, og finalen på denne korte 1. etape lignede jo på forhånd én af de mere gevaldigt spændende. De kun 7 omgange inden mødet havde givet et meget tæt felt med et par ikke helt vanlige favoritter i top og bund. Med en enkelt sen tippe-kamp skulle etapen sandsynligvis først afgøres til allersidst, og dermed måtte selve mødet vente, men det kunne heldigvis ikke forhindre vor gode vært i at fremtrylle no’le glade møde-øl for den tørstrige forsamling. En sjælden smagsprøve (alkoholfri) faldt overraskende behageligt ud, men måtte dog i sidste ende lige se sig overhalet på points af en altid nydefuld Golden Naked.

Overhalinger fik vi også i den grad på totalen, hvor den gode FL efter de første 12 tegn pludselig sad urørlig med Joker-hatten, imedens den gode FN sammen med vor forurolige formand lå helt lige til Fessor-hatten - med forskellige tegn i den sidste kamp. Og vi bliver vel nødt til at afsløre det… - efter en nervepirrende kamp, der bølgende frem og tilbage undervejs, blev det vor forunderlige formand, som at der en kende skamfuld løb med æren og det halve kongerige.

Men inden vi nåede helt så langt, havde vor gode vært været en lille tur i køkkenet og i vanlig overdådig stil kokkereret et festmåltid til fællessang for såvel engle som vi andre.

Først kunne vi nyde en symphoni af krebsehale, avocado, mango mv. i egen sauce med dejle hjemmebagt flûtes (tak til fruen) og dertil en skøn hvid vin, som vi på øerne kender som sjablis. Så var linien ligesom lagt, og den fortsatte naturligvis med en hovedret lige efter en tippedrengs hjerte og mave. Glade kartofler og rodfrugter og dertil en gevaldig okse-skank, som efter at have badet hele natten i øl og flere andre gode sager, havde lunet sig i timevis i ovnen. Utrolig mørhed og velsmag og med en glad Barbaresco Riserva i glassene kunne ingen ønske sig mere. Det vedlagte dessert-bestik afslørede dog, at vi nok havde mere i vente, men inden da måtte vi lige slå maver og benyttede så den lejlighed til at afholde selve mødet.

Formand og kasserer kunne berette om fornem fuld og uafbrudt deltagelse på etapens enkelte rækker og en nydelig indtjening og dermed en pænt udfyldt gevinstlinie. No’le utidige kommentarer fra forsamlingen påpegede dog enkelte huller i den ost, men dette blev naturligvis ikke ført til referat.

Æresbevisningerne kunne herefter uddeles - dvs. vor fratrædende Joker-indehaver havde desværre misligholdt sin pligt til at medbringe beviset, og således har vi vist en passende mulkt i hånden. Således måtte den gode FL forblive hatte-løs som Joker-vinder og det ikke mindre, da han samtidigt måtte viderebringe sin ellers hævd-vundne Fessor-hat til vor nye etape-vinder i skikkelse af vor forbavsende formand. Vore vindere blev naturligvis hyldet efter alle kunstens regler… - og så ikke mere om det.

Under indkomne forslag havde vi jo på forrige møde påbegyndt en snak om vort snart kommende jubi-møde med ønske om forslag til arrangementet. Den gode GBL havde her et forslag om en forlænget weekend på Bornholm, som faldt i god jord hos forsamlingen, og han blev venligst bedt om at se nærmere på den mulighed i weekenden omkring lørdagen den 9. oktober 2021. Ligeledes fandt forsamlingen det ønskeligt, om vi kunne få fabrikeret noget behagelig påklædning med jubi-tryk, og den gode GBL fik også her opgaven med at undersøge nærmere med forhåbentlig og forventelig tilbagemelding ved kommende møde.

Kommende møde var så netop næste punkt på dagsordenen, og her tilbød den gode LPW at åbne sin nyrenoverede lejlighed til besøg. Datoen blev sat til den 6. februar 2021, og evt. ændringsønske hertil bedes fremsat asap. Vi forsøgte os ligeledes med en foreløbig dato for et sommermøde hos den gode GBL, hvor weekenden omkring lørdag den 29. maj 2021 bør reserveres. Næstkommende møde og et EM-program vil afgøre endeligt.

Under eventuelt bad den gode GBL så mindeligt om, at en påmindelse om at medbringe æresbevisningerne til et møde måtte blive publiceret med passende varsel. Vor sekretær

ville forsøge at opfylde dette ønske.

Således sluttede mødet, og herefter vendte forsamlingen tilbage til menuen, som nu kunne byde på en god kop kaffe og en eminent hjemmelavet æblekage med ditto is, og som ekstra bonus forkælede vor gode vært os med en 10 års Burmester Port gavmildt sponseret af vor siddende Champ. Et helt igennem ualmindeligt veltilberedt og pragtfuldt måltid - dvs. hos den gode FL virker det jo bare nærmest helt almindeligt.

Herefter kunne vi bestemt ikke mere, klokken nærmede sig midnat, og med indtil flere bilende medlemmer drog først den gode GBL udi nattens mulm og mørke, og efter endnu et par kopper kaffe (ren) tog også vor nykårede etapevinder sydover.

Således blev der for en gangs skyld ikke dækket op til poker-bord, men referenten nåede da lige inden sin afgang at bemærke, at der kom en overflod af mere velsmagende afspritnings-midler på bordet… - og herefter er resten heldigvis udenfor referat.

 

Dette referat vil således slutte med på alles vegne at sige stor tak til den gode FL for dette fremragende arrangement, stor tak til vor mødeøls-sponsor (den gode FL) og ditto tak til Port-sponsoren (den gode FL).

Endelig skal der for egen regning lyde et håb om, at alle holder sig friske og raske, så vi allerede nu - om alt flasker sig - forventningsfulde kan se frem til den næste samling.

 

Refereret efter bedste evne af sekretæren.