Referat fra generalforsamlingen den 18. maj 2013 hos den gode GBL.

 

Tilstede : CT, FN, FL, GBL, JJ, KSH.

Fraværende: SBM, LPW.

 

Så blev det finaletid på vor 32. sæsons 3. etape og ovenihatten også finale for sæsonen som sådanne. Den gode GBL havde budt til træf i det næsten altid solskinnende Queensmill, som undtagelsesvis denne gang levede fuldt ud op til reglen. Som altid fortjener også dette dejle træf et med rettidig omhu udført referat, så ikke mindst vore to beklageligt fraværende kan føle sig delagtige i historiens vingesus. Så har vi kuns blot det evigt tilbagevendende problem - kan vi andre, og især referenten, overhovedet huske ret meget af det? Man tror det næppe, men enkelte nedskrevne og hengemte notater kan forhåbentlig kaste lys over landet.

At der nu herefter lige skulle gå mere end 3 uger, førend disse næstkommende linier blev nedfældet, var ikke helt med i planen, men den bortforklaring kan vi gemme til en anden god gang...

Tilbage til weekend-træffet, som - for vor referents vedkommende - startede en anelse efter det ellers annoncerede møde-tidspunkt. Der var lige no'le investeringer, som at der skulle ordnes på vejen først - forhåbentlig med ganske behageligt afkast til foreningens bedste på et senere tidspunkt. Så hvor alle andre rettidigt fremmødte medlemmer først var samledes i sommerhuset hos den gode GBL til givetvis en enkelt, lille formiddags-opstrammer, så kunne holdbilledet med alle 6 golfende medlemmer først blive taget på Gilleleje Golfklub henad kl. 13:00. To super-gode 3-bolde blev tilfældigt udvalgt, og herefter gik det med raske fjed udi den smukke natur i det dejle vejr. Hvordan og hvorledes denne gemytlige golfdyst endte, behøver vi vel ikke komme ind på her - og dette skal ikke umiddelbart begrundes med falsk beskedenhed men mere på trods af den omsiggribende demens. Tydeligt i erindringen står dog, at den gode CT suverænt vandt den indlagte dyst om komme tættest på et hul i første skud.

En anelse rødnæsede returnerede den glade forsamling således til sommerhuset, hvor den gode GBL fremtryllede en såkaldt beskeden gang rugbrødsmadder - en sandhed med mulige modifikationer, thi vi kunne samles omkring et så rigeligt velbedækket bord med alverdens lækkerier af såvel tørt som vådt, og her må Linie-akvavitten nok tage sin del af skylden for de knapt så detaljerede detaljer i referatet. Aftenen sluttede relativt tidligt for de fleste - vi skulle jo også op næste morgen - med kaffe og et par lystige omgange Agurk (var det ikke det, som at det hed?) - og muligvis noget GT.

Lørdagen startede ukristeligt tidligt sidst på natten med nærende morgenmad, inden vi kl. 8:30 stod klare på 1. tee-sted i Bøtterup til endnu en runde udi den svære sport, kaldet golf. Atter var vejret glad til os, og efter endnu 4-5 timers sol og frisk luft var væskedepoterne til sidst ved at være helt opbrugte - næsten også dem i den gode JJ's bag. Også denne dags dyst kunne udelukkende fremvise vindere - no'le var muligvis lidt mere vindere end somme, men altialt igen en vidunderlig tur i grønne.

Herefter var der dømt nødvendig badetur for de fleste - no'le valgte den gratis kolde dusch på Bøtterup, somme returnerede direkte til det varme vand i sommerhuset, imedens andre igen tog på shopping og oddsning hos de lokale handlende.

I lettere spredt orden indfandt vi os således efterhånden alle i sommerhuset igen til den bagende sol, og snart måtte mødebordet forflyttes til et mere skyggefuldt hjørnet af matriklen - ja, det havde vi længe ikke prøvet ikke før. Væskebalancen var så småt ved at være genoprettet rundtenom, og dog insisterede vor altid gavmilde mødeøls-sponsor med ikke ufine midler på, at vi ikke lige med det samme skulle risikere at komme bagud igen.

Så var der selve mødet... Der var som aldrig intet nævneværdigt spændende i hverken formandens eller kassererens beretninger, og der var ej heller indkommet no'le indkomne forslag. Joker-hatten kunne af beklageligt gode grunde ikke uddeles, da hverken overdrager eller modtager var tilstedeværende, men heldigvis var den ærefulde Fessor-hat både tilstede og overdragelig. Den gode CT kunne som siddende Champ videregive Fessor-æren for en smukt vunden 3. etape til den gode FN, som herefter lidt nølende kunne returnere æren til den gode CT som en suveræn vinder af foreningens 32. sæson, og forsamlingen udtrykte naturligt herefter sin uforbeholdne hyldest til alle vindere.

Næste møde... - her var hovedparten af forsamlingen overbeviste om, at uge 31 kunne være en oplagt mulighed for at indvie klubhusets driving-range?! - med videre... Det kan i skrivende stund så udenfor referat nævnes, at godtnok er stolperne nu kommet op at stå, men tømrerens 3 ugers sommerferie her i juli og andet vejrlig vil givetvis betyde, at vi ikke når at blive helt klare. Alle er naturligvis velkomne nårsomhelst, men det kunne jo så gerne være, at vi må tage den officielle indvielse en gang hen på sensommeren - eller måske næste år. Vi skal forsøge at lægge no'le friske billeder på hjemmesiden, så man kan se en status. Huset som sådan er jo altid modtageligt - lige nu med malerbøtter og stillads og byggematerialer overalt - så klubhus-bestyreren vil lade det være op til no'le af vore andre gode tour-leitere evt. at få logistikken på plads - men I kommer bare, hvis det var...

Næst-næste møde... Forsamlingen fandt på dagen den 9. nov. 2013, hvor den gode FL gerne vil sætte en glad and i ovnen. De to utilstedelige medlemmer skal naturligvis lige have mulighed for at give deres besyv med - evt. via en praktisk doodle fra somme.

Så var der eventuelt... Forsamlingen bad om en frisk opdatering af foreningens vedtægter - specielt her omkring reglen om, at æren til opstillingen kuns kan vindes af en tippet række. Der var spørgsmål til webmasteren om evt. at sætte en QR-kode på ugesedlen, og endelig gik snakken lystigt omkring det evigt tilbagevendende spørgsmål om mere og mindre mulige gevinst-forbedringer. Der blev opkastet flere finurlige bud på, hvorledes vi bedst kunne finde den "rigtigste" opstiller, og de gode FN og GBL bød sig til et udvalg, som at der på et tidspunkt kunne komme med et oplæg. En umiddelbart mulig konklusion kunne være, at når der er gevinst, er alt godt - og når der ikke er, burde vi måske have valgt at vælge anderledes.

Mødet sluttede i god ro og skygge, og der var lige tid til et par morfar-er, inden og imens den store gallamiddag skulle forberedes. Grillen skulle tændes og kartoflerne vaskes... - skulle de ikke? Hvor er det dog sølle - og givetvis også lidt fordrukkent - at man aldrig kan huske disse storslåede måltider fra hinanden. Sikkert og vist er det, at værter og kokke altid bliver behørigt tiljublet undervejs, men her efterfølgende er det jo noget pinligt at fortælle om den pragtfuldt tilberedte omelet, når nu vi fik tunsalat. Faktisk kunne man nok skrive næsten hvadsomhelst, thi den samme tågede hukommelse er vist udbredt - eller også er no'le bare så venlige ikke at påpege referentens mistag. Det kan denne gang dog klart erindres, at vi her trakteredes med grillede nyretapper - og vore 2 fraværende kan godt være misundelige, for det smagte mindst lige så lækkert, som det lyder det modsatte. Og lur mig, om ikke der var vidunderlige kartofler, bærnæse og bønner til. En snart traditionsrig og dejle Colheita venligt doneret af den gode Mr. Champ nødvendiggjorde, at den gode FL ovenihatten tillige også måtte fremtrylle en glad dessert - og lyksaligheden ville ingen ende tage.

Herefter blev der sandsynligvis kaffet, GT-et og pokeret og Grand Prixet igennem til den lyse morgen - og der var vistnok også no'le, som at der vandt et eller andet.

Omkring tipperen og andet spil kan det nævnes, at sæsonens afsluttende opstilling fra den gode FN gav pæne 4 9-ere, lottoerne gav hele 3 4-ere og 2 endetal til ialt 175,- penge og de halve hunde gav glade 10,- penge fra en keno denne gang fra gode GBL. Formanden hamselv vandt æren til den kommende sæsons 1. opstilling, som at der kunne ligge i uge 33, hvor PL starter den 17. august - om ikke andet bestemmes undervejs.

 

Slutteligt skal der lyde en kæmpestor tak til den gode GBL for dette som altid super-dejle og gemytlige arrangement - nu også med sol.

 

Refereret langt om længe af sekretæren.