Tipsmøde den 27. oktober 2018

 

Formanden, kassereren og sekretæren havde meldt forfald, så derfor kunne man jo kun forvente kaos!

Men de øvrige 7 Rigtige deltog lystigt i mødet. Værten havde fået åbnet internetslusen; men der manglede noget, så det kom der intet ud af! Heldigvis havde den gode Hr. Wandall medtaget sin gamle computer, som blev stillet op, så man kunne følge (fodbold)slagets gang. Indtjeningen på tips og halve hunde gav ikke meget arbejde til kassereren.

Dagsordenen var kort: Hattene gik til Hr. Wandall og Formanden( in absentia).  Næste tipsmøde blev efter lidt diskussion overdraget til den gode Hr. Tybring – og det bliver lørdag den 2. februar.

Værten diskede op med den hæderkronede Ventevådt; men den afstedkom yderst forskellige reaktioner; idet vist kun den gode Hr. Wandall supplerede med yderligere opfyldning. Der var tillige så meget smageøl fra den gode Hr. Levi, at folk ikke drak noget særligt af værtens møjsommeligt opslæbte konsum-pils.  Helt ærligt 16 (seksten) pils!!!

Samme Hr. Levi må også takkes for super bistand i køkkenet – og vi spiste vel allerede ved 19-tiden (ca.).

For formandens, kassererens og sekretærens skyld må vi hellere nævne menuen: Til forretten, surbrød og laks, var der indkøbt et par spanske flasker, Santiago Roma Albarino.

Hovedretten ossobucoen (værten så sit snit til i formandens fravær at servere ris til!) blev ledsaget af nogle flasker Barbaresco Asili 2014. Alle 4 flasker blev drukket og der lød behagelige lyde fra deltagerne, så de faldt vist i god jord.

Desserten var is med en flaske Ramos Pinto, Late bottled vintage port 2012 – den fik også ben at gå på.

Man kan kun takke Skt. Petri Vinoble for fin rådgivning mht. vinene (jah, måske kassereren var knap så glad J).

Så skulle der spilles kort. Værten var vist nok blevet noget besoffen og kunne vist knap holde på kortene. Søndag aften undrede han sig over, at ingen havde drukket irish coffee og umådelig lidt gin. Ifølge nogen sagdes det, at værten flere gange blev opfordret til den irish, men åbenbart ikke reagerede (?)  Og mht. gin’en manglede der åbenbart isterninger.  Apropos lå der en cd med Little Feet fremme – øh, har nogen spillet musik? Én kan ikke huske at have hørt – men det kunne man da godt have gjort!

Værten måtte også senere spørge, om gæsterne gik før eller efter, at denne havde lagt sig. Det blev heldigvis senere fortalt, at det var før! Og i ugen efter måtte værten faktisk leve af en hel liter piskefløde og konsum-øl – ikke hverdagskost på disse breddegrader.

 

Men tak til alle for god ro og orden…….tror jeg!

Referent:  Steen