Referat fra generalforsamlingen den 13. juni 2009 hos GBL.

 

Tilværende:     Alle.

Fraværende:    Ingen.

 

Så blev det slut på den 28. sæson for vor lille tippeforening - og hvilken afslutning blev det ikke hos den gode GBL i det altid indbydende sommerpalæ i Queensmill. Sæsonen som sådanne havde jo sammen med 3. etape længe været afgjort, og det efter en sjælden set spændende og tæt finale, hvor der blev brug for de allermindste af de små marginaler, men mere herom senere i denne fortælling omkring et som altid historisk weekend-træf.

For en god ro og ordens skyld skal det her også nævnes, at halvdelen af foreningens medlemmer jo tyvstartede lidt allerede fredag, hvor dog en mindre syndflod af væde og regn desværre umuliggjorde den ellers stort planlagte og imødesete golfturnering i Bøtterup. Således skulle det altså ikke være denne gang, men forhåbentligt kan denne storartede tradition genoptages næste år - lissom også gerne traktementet ved aftensmåltidet, hvor der nemlig blev serveret en udsøgt gang hjemmelavet stegt flæsk med persillesovs og umanerligt gode nye danske. Herefter tog man sig et par omgange balut og (weekendens eneste!) pokerspil til ud på de små timer, jo - det kan gerne svare sig at møde i god tid.

Lørdagens årle morgen kom med fuglesang og tør himmel, og snart indfandt også foreningens bedre halvdel sig medbringende friskbagt morgenbrød til det veldækkede bord, og gensynsglæden var stor. Henad ved 11-tiden var det tiden at drage imod Passebækgaards veltrimmede golfbane, hvor der var tee-off for første hold kl. 12:10. Den sidste - for somme var det måske den første - finpudsning af sving og put blev gennemført, og med en nærmest trance-lignende koncentration blev de første bolde sendt udi landskabet. Utalrige storslåede slag og små filøjerlige finesser kunne refereres fra denne dyst, men lad os nu her blot opsummere, at der blev spillet golf i lange baner og til alle tider i dejle, højt humør. Der blev vistnok også fundet et vinderhold, men med forrige års misinformation og referentens svingende hukommelse in mente tør vi herfra kuns foreslå, at sejren var fuldt og helt fortjent. Så vellidt er denne turnering blevet - også for vore knapt så ofte spillende golfere - at der efterfølgende var bred enighed om at forsøge at udvide det kommende års event til hele to gange 9 huller.

Efter den megen motion var der behov for kolde afvaskninger af sjæl og legem - og Gunnars bil. Så vidt det vides, fik bilen dog kuns en udvortes omgang. Forsamlingen samledes i sommerhuset på den nu voldsomt solbeskinnede terrasse - vel trætte i bene, men immervæk friske i hovede. Dette skulle dog snart få en ende, thi pludselig myldrede det frem fra nær og fjern med i den grad utalrige smagsprøver på mangt en behagelig drik. Undervejs var vor referent lovligt indisponeret et kort øjeblik, idet små 4 kilo nye danske lige krævede hans delte opmærksomhed, men et løst greb i korttidshukommelsen fremkalder en opvisning af omkring en halv snes forskellige slagse bryg fra såvel mindre som større bryggerier, og hver og een blev nydt i stor velbehagelighed. Til at afrunde denne umådeholdenhed og for at signalere festmiddag, kom der sluttelig et par flasker champagne på bordet, og således faldt overgangen til mere fast føde helt naturlig.

Den gode JJ havde nemlig langt om længe fået pustet til ilden og gjort grillen modtagelig, og så kom der boller på suppen. Til starter en sprød springroll, der blev efterfulgt af velhængt oxe i skiver og hertil nye danske samt pois avec bacon (her dog i en version uden bacon) og sidst men bestemt ikke mindst den gode FL's uovertrufne bearnaisse. Herefter blev der budt på Antonius i egen tarm og sluttelig ice surprise med chokovafler. Det var lige, hvad drengene trængte til - og måske endda lidt i overkanten - og vistnok ca. omkring dette tidspunkt blev det så tid til at holde selve mødet.

Også her blev der holdt højt og vedvarende niveau - intet mindre end internet og storskærm måtte der tilsyneladende til for at gennemgå sæsonens fortrædeligheder, og formanden kunne indledningsvis fortælle om en enestående tæt finale, hvor monsør le Champ - den gode CT - faktisk kuns engang i februar i et par uger var i spids men ellers aldrig siden var foran - og så ikke desto trods her til slut kunne hyldes som sæsonens fessor med ret til at bære samme. Ikke mindre dramatisk havde det været i den anden ende, hvor den gode SBM med kuns 3 runder til slut havde hele 10 points forspring, og alligevel var det ad uransalige veje lykkedes også den gode GBL at genvinde sit trofæ og dermed æren som sæsonens Joker. Således lidt ad omveje nåede foreningens kasserer til sit regnskab og blev her straks og helt tilfældigt adspurgt til en ret så iøjnefaldende diverse-post på hele 323 penge, og ta-daaa...

Sekretæren kom pludselig på den ide at skrive "www.de8rigtige.dk" på pc-en - og straks bredte der sig en forventningsfuld og hidindtils uhørt tavshed i forsamlingen. Og stor opstandelse blev der, da der straks efter fremtonede noget, som at der kunne ligne en frisk og ny hjemmeside for vor lille, glade tippeforening. Udover det mere mundrette navn, mere plads og enkelte andre nymodens tiltag var den helt store forskel og fordel nok, at vi nu - til glæde for de fleste... - kunne fremvise historisk billeddokumentation på en god del af foreningens gøren og laden gennem tiderne. Den timelange gennemgang af alle disse billeder blev til et kært og festligt gensyn med glade, gamle dage, og ikke siden vor kasserer mødte frem med en fyldt potkasse til udbetaling, har et indlæg vel nydt tilsvarende opmærksomhed på en generalforsamling.

Men som om det ikke var tilstrækkeligt, fik et efterfølgende forslag fra systemudvalget omkring muligheden for valg imellem 2 forskellige systemer ligeledes forsamlingens fulde bevågenhed. Vel var der bred enighed omkring fordelene ved at kunne vælge, men spørgsmålet omkring mulktering ved for mange urigtige på en given valgt opstilling gav debat, så det battede. Det var modforslag til forslaget og en afstemning, der ikke kunne reglementeres i vedtægterne, men som altid blev alt klaret i mindelighed, og kort refereret kan der fra kommende sæson vælges iblandt 2 systemer, hvorved kuns urigtige ved alle 3 sikre vil blive mulkteret.

Herefter var der kuns tilbage at fastlægge kommende sæsonstart, som hedder kampdag den 8. aug. og med opstilling efter eget valg ved den gode JJ, og næstkommende møde blev foreløbigt fastlagt til den 14. nov. hos den gode JJ.

En lang og begivenhedsrig dejle dag var ovre, og ganske usædvanligt var det nu dynerne, der kaldte højere end pokerkortene - vi bli'r jo heller ikke yngre. Af - for en gangs skyld - gode grunde var der ingen gevinster fra en opstilling denne gang, men de halve hunde og lottoen havde vi dog, og herfra gav lottoen 4x4 til ialt 164,-, og fra de halve hunde var det som altid kenoen, som at der førte sig frem - denne gang med ialt 155,-.

Vor glade vært - den gode GBL - skal have al mulig ros og stor tak for dette forrygende arrangement, og ligeledes skal lyde stor tak til op til mange sponsorer, uden hvilke det hele vel havde været nemmere at huske - men nok også mindre mindeværdigt. Endelig er der også en yderligere tak til vor egen paparazzi, og resultatet herfra kan findes på et friskt indlagt fotoalbums på hjemmesiden.

 

Refereret efter bedste evne af sekretæren.