Referat fra generalforsamlingen den 14. november 2009 hos JJ.

Raske:    SBM, FN, FL, GBL, JJ, KSH, LPW.

Syge:      CT.

Således fik vi afrundet den 1. etape i vor lille tippeforenings 29. sæson, hvor den gode JJ havde budt til gilde på den Brøndby'ske Strand. Desværre var der indløbet et beklageligt afbud fra den gode CT, som havde lagt sig med noget influenza-noget, der så heldigvis senere har vist sig ikke at være af den svinagtige slags. Ifølge vore vedtægter skal sygdom udløse en kompensation til sygdomsramte i form af en gave svarende til ca. 3 ugers fri kontingent og gerne om muligt af helbreds-forbedrende karakter. Dette er dog ofte en kende upraktiskt - og patienten er jo nu sikkert længe frisk igen - så derfor vil vor kassererer foreslå at godskrive 3 X-er i regnskabet - om revisoren godtager denne ekstrapost - og så vil vi henstille til den gode CT herfor at investere i en ekstra blomst til fruen for kærlig røgt og pleje i den svære tid.

Hermed kunne 7 forventningsfulde medlemmer - 5 til tiden og 2 med forud-annonceret forsinkelse - samle sig omkring det gavmildt bedækkede sofabord, og inden længe gik bølgerne som vanligt højt. Rygterne om foreningens mulige investering i eget klubhus svirrede snart i luften, og således måtte formanden - lidt udenfor rammerne af den normale dagsorden - tidligt i gang med at berette. Med udførlig billeddokumentation - som også kan følges i galleriet på hjemmesiden - blev der berettet om den gamle, den vaklende rønne, som givetvis med tiden og efter gennemgribende istandsættelse ville kunne danne rammerne omkring mangt en generalforsamling. Ligeledes kunne klubhuset stå som et rimeligt alternativ ved diverse sommer- og golfmøder og andre tilfældige udflugter - for slet ikke at nævne som et muligt udgangspunkt for det tilstundende 30-års jubimøde. Der var anerkendende tilfredshed i forsamlingen omkring disse nye muligheder.

Alt dette og meget mere blev lifligt ledsaget af mangt en gylden dråbe fra vor altid gavmilde sponsor - vi burde vel næsten snart udnævne Jacobsen til æresmedlem - eller i det mindste æressponsor - i vor lille forening. Møde blev der holdt - vistnok, og efter formandens formanende - og kassererens ikke mindre - opsang omkring udeblevne gevinster og alt for mange mulkt, skulle etapens 2 dygtige vindere jo kåres, men... Med ét stod det klart for de fleste i forsamlingen, at den afgående Champ jo desværre var fraværende og dermed - viste det sig til alles bestyrtelse - også fessor-hatten. Ovenihatten - om denne vending må tillades - gik det med næsten samme ét op for den afgående Joker og dermed også andre, at den hertilhørende hovedprydelse ligeledes ej heller var at fremvise. Stor opstandelse og således måtte den gode JJ som ny Champ og den gode LPW som ditto Joker begge i første omgang modtage forsamlingens applaus uden behørige beviser - men monstro ikke, at der kan forventes efterbevilling.

Nu skal så imellem linierne nævnes, at dette referat har været voldsomt længe undervejs - bivejene har ikke været fremkommelige på det seneste - men hvad der videre hændte på mødet, står desværre en anelse hen i det uvisse. Var der forslag? - var der noget nævneværdigt under evt.? - man erindrer det ikke tydeligt. Dog kan det i alternative analer læses, at mødeopstillingen fra den gode FL gav 2 pengeløse 10-ere, og at lottoen gav en enkelt 4-er - og så var der naturligvis også gevinst på kenoen. Kommende møde blev fastlagt til den 6. februar 2010 hos - viste det sig efterfølgende - den gode CT, og næst-næst-kommende golfmøde kunne måske være et besøg i vort nye klubhus dog med fornuftig backup i det også altid besøgsvenlige Queensmill.

Generalforsamlingens festmenu står dog af gode grunde stadig nogenlunde i klar erindring - en dejle blød laks med skarp rod, efterfulgt af en vild dyresteg med pragtfuld sovs og uimodståelige smørstegte kartofler - uhm. Herefter kan undertegnede kuns huske noget med kortspil og G-T - og så bliver det helt mørkt...

Men en stor tak til den gode JJ for endnu et flot og fabelagtigt arrangement - og forhåbentlig er vort glade vært kommet vel på benene igen efter såvel dette som hint.

 

Refereret lidt vel sent men dog immervæk efter bedste evne af sekretæren.