Referat fra generalforsamlingen den 15. november 2025 hos den gode FN.

 

Tilstedeværende: SBM, CT, FN, FL, GBL, KSH, LPW.

Nærværende: JJ.

 

Vi kan atter skue tilbage på en grande finale og endnu et fortræffeligt tippe-træf, denne gang hos den gode FN udi dertil nyindlejede lokaler i Vanløse. Og dermed var vi faktisk tilbage i samme område, hvor foreningen afholdt sit allerførste tipsmøde for knap og nok 40 år siden.

Med glimrende trafikale forbindelser nærmest lige til døren kunne forsamlingen forsamles lige omkring den aftalte mødetid i de veltilpassede lokaler, og der blev naturligt kysset og krammet ved det glædelige gensyn - nok mest krammet.

Grisehuderne stod allerede tillokkende klare på sofabordet, og hurtigt var drengene bænkede rundtenom med de første velkomst-øl i glassene. Grundet den senere landskamp var mødekuponen fyldt med andre andenrangs kampe, og dermed måtte den vanlige TV-fodbold erstattes af noget ditto håndbold, imedens diverse scoringer dongede ind på Flashscore. Også fleres halve hunde var allerede kommet i løbetid, men lad os da bare røbe det allerede her – der var ikke noget at komme efter. Og dog… - den sene Keno, som den gode SBM som oftest har blandet held med, viste sig søreme at kunne fremvise hele 4 gevinster alle på glade 5 penge, og det er jo mange penge i vore dage.

Den gode FL fremtryllede mangt en glad mødeøl – og atter igen tak for det – og medens sekretæren var optaget af at undersøge en mulig uoverensstemmelse i den omdelte status, havde resten af forsamlingen allerede overstået såvel formandens som kassererens beretning – formentlig med applaus. Således kunne et kommende møde overvejes, og den blev foreløbigt fastlagt til den 14. februar hos den gode CT. Ligeledes påtænkte forsamlingen at give et foreløbigt bud på et sommer-træf, hvor man følte for at skulle aflægge Klubhuset et besøg – om ikke andet så for at besigtige de nyeligen renoverede bade-faciliteter. Selve mødet kunne være lørdag den 20. juni med indtil flere der omkring liggende dage i spil.

Efterhånden havde finale-kuponen taget sit endeligt, og opstillingen fra den gode CT endte desværre med 3 små skæverter og ingen Max med hele 6 hæderlige 8-ere. Fintællingen på vore enkelte rækker kunne fortælle om en mulehårs-fin afgørelse på etapen. Med et foruroligende snit på 3,71 efter de 14 omgange var den gode SBM dog ikke rigtig tæt på at undgå Joker-hatten. Derimod måtte der målfoto til at afgøre, at den gode FL lige netop indhentede og dermed fra baghjul overhalede den gode og ellers længe førende GBL og således genvandt sin Fessor-hat. Stort tillykke til vore vindere, som herefter blev blev behørigt hyldet under det senere fest-måltid.

Vi var nemmelig nået frem til, at vor gode vært kaldte til bords, og her blev vi lidt tidligt men slet ikke utidigt budt på alskens godheder, som ville give ethvert julebord kamp til stregen. Her var glade sild i sennep, sure stegte sild i eddike, pandestegte fiskefileter med remo og senere lun mørbrad med bløde løg, lun postej med det hele og vellavet hønesalat. Hertil naturligvis passende julede øl samt bløde og runde og skarpe snapse. Et fabelagtigt og overvældende traktement og det var en hel del tungere, at forsamlingen herefter igen fandt plads omkring hus-alteret til den forestående landskamp, der dog viste sig langt fra at kunne leve op til samme niveau.

Men efter den uafgjorte kamp kunne vi heldigvis trøste os gevaldigt ved en god kop kaffe med avec og ikke mindst hus-fruens helt eminente hjemmegjorte æblekage - og så var vi straks glade igen. Poker-kortene blev fundet frem og med en ekstra kop kaffe til no’le og et par GT-ere til somme rundede vi efterhånden midnat, og lidt i spredt fægtning takkede forsamlingen af for at drage udi den kolde efterårs-nat.

 

Kæmpe stor tak til den gode FN medsamt frue for denne storslåede og rasende gemytlige oplevelse - de nye lokaler er hermed uomtvisteligt godkendte også til senere møder.

 

Refereret efter evne af sekretæren.