Referat fra Klubhus træf den 18.-21. juni 2026 i Klubhuset hos vor rare formand.

 

Tilstedeværende: CT, FN, FL, GBL, KSH, LPW.

Fraværende: SBM.

Nærværende: JJ.

 

Hermed et lidt sent og halvhjertet forsøg på referat efter forsamling og sæsonslut efter vor lille tippeforenings 45. sæson.

Der var kaldt til weekendtræf i Klubhuset, hvor vor fortræffelige formand allerede torsdag kunne byde den gode LPW glædeligt velkommen, og hvor de gode FN og FL senere på aftenen stødte behageligt til efter at have deltaget i store golf-turneringer i lokal-området. Terrassen var som forventet udstyret med TV til VM-bold, og fadøls-anlægget stod klart og fristende lige om hjørnet og blev straks aftestet og fundet anvendeligt.

Lidt VM-bold men vist nok ellers ikke de store udskejelser torsdag aften, idet fredag tidlig morgen skulle byde de gode CT og GBL velkomne til morgenbord og flere bjørnekrammere. Der var planlagt golf på egen bane om formiddagen for foreningens golfere, hvor den gode LPW således holdt vagten i Klubhuset og imedens eftersøgte mulige rariteter i formandens vinyl-samling. Det blev en lummer runde golf på de 18 huller i det bestilte sommervejr med fortryllende god golf og behageligt pit-stop på hul 12, og alle endte naturligvis som vindere.

Svedige og tørstige retur i Klubhuset til kropølse-hapsere og væske-påfyldning fik vi kontakt til den gode SBM, som jo lidt på forhånd havde advaret om et måske senere fremmøde og evt. et muligt fravær til vort træf. En ventet men dog også uventet udmelding fra den gode SBM om snarligt pensionering og det vanlige sammenfald mellem sommertræffet i foreningen og sommertræffet i Kulturen gav således Kulturen og kollegerne overhånden denne sidste gang, og således blev weekenden desværre uden den gode SBM’s behagelige selskab,

Imedens formand og 1.revisor tog på udflugt efter de berømmelige Bøtø-kartofler, tog resten af forsamlingen sandsynligvis (man ved det ikke) sig lidt fadøl og no’le morfar-ere. Inden flæsket blev sat på grill og kartoflerne på kog, mener referenten at kunne huske, at det var tid til møde og mødeøl – måske var det først senere, men pyt nu med det.

Den gode FL havde tivertifals medbragt no’le gevaldigt dejle smage-øl - man husker utydeligt noget Grimbergen og ikke mindst en grande Far-øl – til alles bedste. Som altid – af hjertet tak. Det var muligvis ej heller heromkring, at vi afholdt selve mødet, men på tidspunkt måtte vi tåle en formands-beretning og mere vigtigt kåre vinderne af 3. etape og ikke mindst vore dygtige sæson-vindere. Grundet den gode SBM’s fravær måtte den gode LPW undvære æren for 3. etapes Joker og kunne således ej heller returnere samme til samme for sæsonen. Derimod kunne den gode FN kortvarigt udlåne Fessor-hatten for etapen til den gode GBL, som så igen måtte returnere samme til samme for sæsonen. Prisen til vinderen af sæsonen højeste potbidrag blev prisens stifter, og den gode GBL kunne således applaudere sig selv. Og der var naturligvis også stor hyldest og applaus fra forsamlingen til alle de dygtige vindere. Det store eventuelt på mødet var selvfølgelig spørgsmålet omkring tid og sted for vort kommende 45 års jubilæum. Der var ikke det helt køreklare projekt i støbeskeen, men forsamlingen lagde sig fast på datoerne fra søndag den 4. til 7. oktober i håbet om, at den nyudnævnte - men på mødet dog desværre fraværende - pensionist kunne medkende sig denne periode. Stedet synedes mere udefinerbart, og således mente forsamlingen, at lokationen for vort seneste jubi-møde måske kunne genbruges, og formanden blev pålagt at undersøge de mulige muligheder i samme nærområde. Forhåbentlig læser han nu dette referat, så ikke også denne vigtige opgave forsvinder udi glemselens altædende tåger.

Før eller siden var flæsket godt og vel grillet og mere til, og medsamt de friske Bøtø-kartofler og velhængende persillesovs var stemningen selvsagt på højdepunktet. Herefter stod den naturligt på Irish og VM-bold og poker og GT og højt humør til næsten den lyse lørdag morgen. Vi afventer stadig fintællingen på de halve hunde, men… - der var vist ikke rigtigt noget at komme efter.

Lørdag morgen kom stille og roligt og varmt, og efter endnu et velbesøgt morgenbord måtte vi vinke farvel til den gode FN, som havde et andet arrangement at skulle festliggøre. Vi andre forsøgte at holde os vel hydrerede og i skyggen det meste af dagen, inden vi i dovenskabets bagkloge lys gav os i kast med en lettere anretning til aftensmåltid. Vor forsynede formand fandt en bunke pølser i fryseren til grillen, mens den gode FL svang sin tryllestav i køkkenet over gårsdagen uspiste Bøtø-kartofler, og således kom der også denne dag lidt fast føde på bordet og indenbords. Sikkert blandet sport og Ørkenens sønner på TV muligvis medsamt kaffe, kort og GT – man erindrer det ikke så nøje – med lidt tidlig sengetid for flere og sen VM-bold for de færreste, fandt alle efterhånden relativ ro under de varme dyner.

Der blev sovet godt og mere eller mindre igennem, og i den stille morgen blev resterne fra de forgangne morgenborde fortæret, og snart blev der pakket og planeret hjemture og afhentning - og pludselig var der atter faldet ro over og i Klubhuset.

Stor tak til alle fremmødte for no’le lumre dage og lyse nætter i Klubhuset – Sydhavsøerne kan alligevel også noget.

 

Refereret efter evne af sekretæren.

 

Udenfor referat:

Foreningens kassereren har endnu ikke modtaget et bestyrelses-godkendt beløb på evt. uforudsete udgifter, som at vor Klubhus-bestyrer måtte have haft i forbindelse med dette træf – men det skal nok gå alt sammen. Go’ sommerferie til alle.