Referat
fra generalforsamlingen omkring den 11. juni 2022 i Klubhuset. Tilstedeværende : SBM,
CT, FN, FL, GBL, KSH, LPW. Nærværende: JJ. Fraværende:
Ingen. Så fik vi bundet en smuk sløjfe på vor spændende 41.
sæson, og her skal vi forsøge os med et lille referat fra denne vidunderlige
weekend i foreningens Klubhus. Og som altid skal vi på forhånd advare om
kronologiske uregelmæssigheder og andre forglemmelser. Det gode vejr var behageligvis kommet til Sydhavsøerne,
og med en golf-tid henad kl. 11 fredag formiddag forsamledes foreningens 5
golfere i Klubhuset omkring 9.30 til en kop kaffe og en bid brød. En uheldig
planlægning omkring afhentning af weekendens madvarer betød desværre, at vor
mødevært ikke kunne deltage på hele golfrunden, så et fuldt og flot hold på 4
glade golfere startede ud på hul 17, imedens formanden besøgte
fiske-personen. Efter et pit-stop ved hul 12 og en lille forfriskning kunne
formanden føre sig frem sammen med drengene på de sidste 5 huller, og så var
det vist også blevet tid til at hvile bentøjet i haven og få genoprettet
væskebalancen. Aftenen skulle jo også byde på en fodbold-landskamp med
de danske drenge, og således var der sat storskærm op under balkonen, hvor
også dagens aftensmåltid snart kunne indtages. Menuen stod primært på
selvpillede rejer, så for at lægge en beskeden bund og imødese en mulig
afmagt omkring pille-arbejdet startede vi med en lille hapser i form af et
par gode velrøgede ål med glad røræg og purløg dertil. Herefter var det bare
med at smøge ærmerne op og kaste sig over de mange men ikke alt for store
rejer. Der blev arbejdet hårdt bordet rundt, og de fleste nåede da at få sig
en 2-3 gode reje-madder, som blev skyllet ned med et par flasker kølige hvide
vine. Landskampen kom i gang, og vi fik vel noget kaffe – sikkert med
Tullamore og skum – og et par gode stykker af de hjemmebagte søster-kager.
Kampen blev til et skuffende nederlag, men kagerne var derimod vidunderlige.
Man husker ikke præcist, om vi fik gang i noget kort og GT denne aften – det
gjorde vi vist ikke – derimod mindes man en tidlig tur i køjerne, så vi kunne
være nogenlunde friske til selveste mødedagen lørdag. Efter en relativ rolig nats søvn var de 5 golfere atter
klare til en god gang morgenføde, inden endnu en dejle golfrunde ventede os
forude. De to gamleste mente dog ikke, at deres bene ville have godt af alle
18 huller, så dem satte vi af på hul 10 og sendte dem retur imod Klubhuset,
mens vi andre tog den fulde tur hele vejen rundt. Ved pit-stoppet på hul 12
kunne vi så nyde en kold tår øl samt det glade gensyn med vore netop ankomne
sidste to medlemmer. Således fuldtallige, og efter vore gode ikke-golfende
golfere venligst havde gjort ålene stegeklare, og vi havde fået skyllet de
afsluttende 5 huller af os såvel ud- som indvortes, kunne vi så småt samles
omkring selve generalforsamlingen. Som altid spændende mødeøl fra den gode FL – og som
altid stor tak for det! 5-4-3 smageøl og lidt at skylle efter med – og så var
vi ligesom i gang. Det måtte dog føres til referat, at den gode GBL på
forunderlig vis havde iført sig ureglementeret påklædning, og vi kan således
se frem til en passende godtgørelse ved kommende træf. Formand og kasserer
berettede kort om sæsonens forløb med fokus på den fornemme indtjening lige
under de 10 kilo, og alle blev rost for at nå de minimum 3 cifre – med plus
til den gode GBL og den endnu godere SBM for også at nå op på 4 cifre.
Sidstnævnte kunne således modtage den af førstnævnte indstiftede nye ære som
sæsonens højeste pot-bidrager, og den gode SBM modtog ligeledes den vel mere
tvivlsomme ære som sæsonens Joker. Sæsonens Champ blev som bekendt afgjort i
overtid i bogstaveligste forstand, hvor den gode CT fra baghjul vandt den
ærefulde ære – alle vindere blev naturligvis behørigt hyldet af forsamlingen. Ingen indkomne forslag – næste møde blev foreløbigt
fastlagt til den 19. november med et endnu udefineret mødested. Under
eventuelt nævnte dirigenten, at one.com ville lukke deres galleri-mulighed,
og den gode LPW foreslog derfor at lægge alle vore billeder på noget
one-drive, som vi forhåbentlig alle vil kunne hitte ud af at nyde. Så skulle der laves aftensmad, og snart var der godt
gang i køkkenet, hvor der blev ordnet persille, sat nye danske i kog, og hvor
ålene snart sprællede lystigt på panden under kyndig overvågning af den gode
FL. Med verdens bedste agurkesalat og en mulig rødbede kunne vi
forventningsfulde sætte os rundentom bordet klare til det store ålegilde. Der
var forskellige snapse – heriblandt en Aalborg venligt sponseret af den gode
GBL – og sammen med dejle Krenkerup fra fad fik de fremragende ål en glad og
velfortjent sidste rejse. Veltilfredse kunne vi herefter slå maver, sætte kaffe
over og gøre klar til også denne aftens landskampe. Da sæsonen jo som sådan var
længe slut, havde vi ingen opstilling at tage stilling til, men vi havde dog
immervæk vore halve hunde. Her var det tæt på at blive rigtigt stort, men
helt skidt endte det nu heller ikke med fornemme 383,00 og 299,50 rare penge
fra hhv. de gode CT og GBL – samt de altid sikre 5,00 fra den gode SBM’s
keno. Efter lidt god Irish og endnu mere af den dejle
søsterkage blev bordet ryddet til et slag kort og snart kom der også gang i
noget læskende GT. I den lyse sommeraften med et par lune tæpper under
griselampen holdt forsamlingen gang i festen til et godt stykke ud på natten,
inden de sidste kort var givet og lysene og griselampen blev slukket. Søndag morgen oprandt og vor vågne vært havde hentet
friskt morgenbrød, og således blev en gevaldig weekend rundet af, inden de
første pakkede sammen og trillede fra Klubhuset imod det kolde nord. Solen
kunne endnu nyde de sidstes medlemmers gode selskab et par timer på balkonen,
og her fik vi pludselig behageligt besøg af den gode fru Karin, der endog
medbragte no’le delikate muffins til formiddagskaffen. Til sidst fik solen
dog nok af det ellers behagelige selskab, og der blev takket pænt af til
Klubhuset for et gevaldigt gemytligt gensyn. Stor tak til vor glade vært og til alle vore gavmilde
sponsorer – god sommerferie til alt og alle og så er vi klare til vor 42.
sæson med opstart den 6. august og opstilling fra den gode FN. Refereret efter evne af
sekretæren. |